Billedkunst
Snefnug og andre overraskelser
2022
SNEFNUG OG ANDRE OVERRASKELSER
22.01.-13.03.2022, FOTOGRAFISK CENTER, STALDGADE 16, KØBENHAVN V
Snefnug, vegetation og menneskelig intervention med naturen er kernen i udstillingen Snefnug og andre overraskelser på Fotografisk Center, der præsenterer værker af 16 kunstnere fra Finland, Danmark, Sverige og Island. Udstillingen er kurateret af den islandske forfatter og kurator Sigrún Alba Sigurðardóttir, som har udviklet udtrykket og begrebet poetisk fortælling til at beskrive en bestemt lyrisk måde at bruge fotografi som fortællende medie - i dette tilfælde bl.a. som reaktion på klimakrisen. Begrebet “poetic storytelling” beskriver en bestemt måde at anvende et fotografi som et narrativt medium i et forsøg på at forstå og sanse verden.
Fælles for udstillingens kunstnere er, at de er optagede af alle de vidundere - træer, heder, klipper, æbler og snefnug – som ansporer os til at finde nye måder at være til i verden på; at forholde os til og interagere med den. De viser os metoder til at åbne os over for verden, når vi ønsker at blive påvirket eller prøver selv at finde ud af hvordan, vi kan reagere eller svare tilbage, når verden ”taler til” eller berører os.
I denne udstillning deltager kunstnererne Elina Brotherus (FI), Tiina Itkonen (FI), Sanna Kannisto (FI), Katrín Elvarsdóttir (IS), Tinna Gunnarsdóttir (IS), Hallgerður Hallgrímsdóttir (IS), Ulrik Hasemann (DK), Nicolai Howalt (DK), Einar Falur Ingólfsson (IS), Astrid Kruse Jensen (DK), Jacob Kirkegaard (DK), Helene Schmitz (SE), Mathias Svold (DK), Trine Søndergaard (DK), Magnus Wennman (SE) og Hendrik Zeitler (SE).
Snefnug og andre overraskelser er en del af et større nordisk samarbejde mellem Fotografisk Center, Landskrona Foto i Sverige og Northern Photographic Centre i Finland, hvor udstillingen vises efterfølgende i 2022 og 2023. Udstillingen er støttet af Nordisk Kulturfond, Finlands Kulturinstitut i Danmark, Islands Ambassade i København, Det Obelske Familiefond og Statens Kunstfond.