Billedkunst
PLANET VR
Nikolaj Kunsthal, 2022
Planet vr, 20.-31.8.2022,
Nikolaj Kunsthal, COPENHAGEN
Under overskriften “Planet VR” præsenterer Nikolaj Kunsthal i perioden 20.– 31. august en lille håndfuld værker, der på hver sin måde er signifikante og fremhævelsesværdige i forhold til udviklingen af immersive VR-oplevelser.
Velkommen tilbage i skammekrogen
Det banebrydende og prisvindende værk “Skammekrogen” (2014) er lidt af en VR-klassiker, der inviterer til familiemiddag for fem. Middagsbordet er udstyret med videobriller og høretelefoner. Straks brillerne er monteret på de medvirkende, starter en film, hvor alle deltagere spiller hver sin rolle: Mor og far har inviteret på oksesteg. Storebror har taget sin nye kæreste med hjem for første gang. Og lillebror prøver for alt i verden at styre middagen uden om den uundgåelige katastrofe. Oplev eller genoplev VR first moveren “Skammekrogen”, som havde premiere i netop Nikolaj Kunsthal for små ti år siden.
Bag "Skammekrogen” står instruktør og manusforfatter Johan Knattrup Jensen, producer Mads Damsbo (Makropol) og Dark Matters.
Hvad tænker bødlen på, når han går hjem fra arbejde om natten?
“We Are at Home” (2021) er en multi-user virtual reality-oplevelse, som udforsker den akavede intimitet, der er ved at være et menneske. Inspireret af Carl Sandburgs ikoniske digt fra 1922 udforsker denne VR-oplevelse temaer omkring anerkendelse og deltagelse. Det handler ikke om at hænge mennesker, men om den akavede intimitet der er ved at være et menneske såvel som forbindelsen mellem at være iagttager, vidne og medskyldig. Den animerede og immersive oplevelse inviterer ind til fem sammenvævede historier, som fanger afgørende øjeblikke i fem menneskers liv. "We Are at Home" afslører, at vi mennesker har langt mere tilfælles end som så.
“We Are at Home” er skrevet, instrueret og designet af Michelle & Uri Kranot og co-produceret af danske Late Love Production, franske Miyu Productions og Floréal Films samt National Film Board of Canada.
Besøg atomkraftværksulykke - helt uden strålingsfare
"Fukushima: The Home That Once Was" (2022) er en VR-dokumentarfilm, der gør det muligt at besøge nogle af de byer og landsbyer i området omkring Fukushima, som blev brutalt og for altid ændret i kølvandet på atomulykken i Fukushima Daiichi tilbage i marts 2011. Udstyret med et VR-headset kan seeren bevæge sig frit rundt i nærheden af det forladte ulykkessted. Undervejs møder seeren tidligere beboere, der deler deres minder om at miste deres hjem, vigtigheden af fællesskab og deres særlige tilknytning til områderne.
Visningen af " Fukushima: The Home That Once Was" er en enkelt eller dobbelt brugeroplevelse.
Credits:
Timo Wright, instruktør og ledende producer (Finland), Ada Johnsson, producer (Finland), XR Production house, Khora (Danmark), Peter Fisher, co-producer (Danmark), Kohei Okada, medinstruktør (Japan), Junko Takahashi, assisterende instruktør (Japan).
Instituttet støttede Timo Wrights rejse til åbningen og opsætningen af udstillingen samt udgifterne til oversættelse og dubbing fra japansk til dansk.