Billedkunst
CHART ART FAIR
Kunsthal Charlottenborg, 2021
CHART ART FAIR, 27.8.-29.8.2021,
Kunsthal Charlottenborg, København
I slutningen af august blev Danmarks største kunstmesse CHART efter et års pause afholdt på Kunsthal Charlottenborg i København for niende gang. 26 af Nordens førende gallerier deltog på messen, og Finland var repræsenteret af Helsinki Contemporary, Galerie Forsblom, Galerie Anhava, Galleria Heino samt Persons Projects, der er baseret i Berlin. Desuden bød CHART sit publikum på en ny, eksperimentel sektion, der præsenterede 11 kunstnerdrevne og alternative udstillingssteder, en ny bogmesse med kunstbøger samt et omfattende program for offentligheden med artist talks, performances, film, arkitektur og musik. Kunstmessen var den første af sin art i næsten halvandet år for mange af de deltagende kunstnere, gallerier, samlere og kunstinteresserede, hvilket skabte en helt særlig stemning. CHART – der havde et besøgstal på godt 20.000, hvoraf 30 % var internationale gæster – kunne også melde om et forrygende salg. Mere end 50 internationale kunstorganisationer var repræsenteret på messen.
Finlands kulturinstitut i Danmark var som CHARTs officielle samarbejdspartner med til at støtte Monitoimitila O.s deltagelse i messens eksperimentelle sektion. Monitoimitila O. er et kunstnerdrevet udstillingssted for samtidskunst i Herttoniemi i Helsinki med et program, der spænder over både udstillinger, forestillinger og arrangementer. Stedet drives af en arbejdsgruppe bestående af ni kunstnere: Pipsu Isola, Tomi Lauri, Arttu Partinen, Sini Pelkki, Kati Ruohomäki, Taneli Rautiainen, Hermanni Saarinen, Masi Tiitta og Jenni Toikka. På CHART præsenterede Monitoimitila O. en opsamling af kunstnernes værker, som blev vist som installation i forbindelse med de kommercielle galleriers messeafdeling i Kunsthal Charlottenborg. Udgivelsen blev også uddelt til messens publikum og bestod af 11 plakater samt to tekster. Udstillingsstedets ni kunstnere havde hver lavet en plakat, og Maija Kasvinen og Heini Heikkilä stod for teksterne. Udgivelsen blev trykt med støtte fra Instituttet og FRAME.