Billedkunst

Playful Wanderer - Elina Brotherus

Sorø Kunstmuseum, 2019

Der Wanderer 2, Elina Brotherus, 2004

Der Wanderer 2, Elina Brotherus, 2004

Playful Wanderer - Elina Brotherus, 15.6-1.9.2019, Sorø Kunstmuseum, Sorø

Fejende smukke fotografier med melankolske, maleriske motiver spiller op mod humoristiske, performative videoværker i udstillingen Elina Brotherus ­ Playful Wanderer. Udstillingen kombinerer flere af Brotherus’ værkserier, der tager udgangspunkt i forskellige kunsthistoriske perioder: Den kontemplative fotoserie The New Painting (2000-04) henter inspiration fra den århundredelange maleritradition. Her fortolker hun klassiske maleriske motiver som "kvinde i badet", "læsende kvinde" og "vandrende" i det fotografiske medie, ligesom hun også undersøger relationen mellem maler og model. De nyere videoværker (2016-18) er opførelser af andre kunstneres instruktioner til performative værker – ofte fluxus-værker fra 1960-70’erne. Her er der fokus på det performative element, og på de ofte humoristiske og tilsyneladende meningsløse handlinger, fremfor på det enkelte værks skønhed.

Selvom begge værktyper tager udgangspunkt i kunsthistoriske udtryk og traditioner, forudsætter de ikke et indgående kendskab til kunsthistorien. De fungerer på deres egne æstetiske præmisser og refererer løst til den billedbank, vi alle har opbygget gennem museumsbesøg, kunstbøger, reklamebilleder mm. Udstillingen taler således både bredt ind i den enkelte beskuers mentale billedarkiv og mere specifikt ind i Sorø Kunstmuseums museumssamlingen.

Elina Brotherus bor og arbejder i Finland og Frankrig. Hun har en kandidatgrad i fotografi fra University of Art and Design Helsinki (nu Aalto Universitet) og en kandidatgrad i kemi. Hun begyndte at udstille internationalt i 1997. Hendes værker findes i offentlige samlinger herunder på Centre Pompidou, Kiasma, Moderna Museet, Saatchi Collection, Arken og Louisiana. Udstillingen er Brotherus’ første soloudstilling på et dansk kunstmuseum.