Billedkunst

For a gentle song would not shake us if we never heard a loud one

Fotografisk Center, 2018

Billede: Fotografisk Center.

Billede: Fotografisk Center.

For a gentle song would not shake us if we never heard a loud one, 24.03.-27.05.2018, Fotografisk Center, København

Udstillingen For a gentle song would not shake us if we had never heard a loud one er en gruppeudstilling om Arktis med otte billedkunstnere. Udstillingen prøver at give et mere poetisk og polemisk billede af Arktis, hvor de kunstneriske tolkninger har forrang i forhold til det målbare eller mytiske. På udstillingen vises værker af otte kunstnere - Katja Aglert, Janet Biggs, Tonje Bøe Birkeland, Jacob Kirkegaard, Lasse Lecklin, Ulla Schildt, Helene Sommer og Mette Tronvoll - som alle tegner et billede af Arktis ud fra deres personlige perspektiv. Der er både tale om konstruerede narrativer og undersøgelser foretaget på basis af eksisterende historier. Fælles er interessen for Arktis som udgangspunkt for vedkommende fortællinger om vores samtid. 

Blandt de udstillede værker findes Lasse Lecklins serie Covering, der tematiserer menneskets forsøg på at kontrollere naturen gennem de, ofte overflødige, objekter, der er blevet efterladt i den. Det, der ellers kunne klassificeres som det mest sublime landskab, bliver under menneskelig indflydelse til et område med spredte rester fra kulmineperioden, ekspeditioner og andre menneskelige aktiviteter. Imens udfordrer Tonja Bøe Birkelands projekt The Characters fortællinger om den mandlige polarforsker ved at udforske kvindelige heltekarakterer, og Janet Biggs’ film Brightness All Around følger en kvindelig minearbejders hverdag dybt under isen. Andre af værkerne er mere konceptuelle, som Jacob Kirkegaards lydkomposition MELT eller Ulla Schildts fotografiske genfortolkninger af is i The Northern Journey. Fælles for dem alle er, at de forholder sig til spørgsmål om,  hvordan mennesket har forstået og fremstillet det arktiske landskab, og hvordan vi indenfor de narrativer forstår os selv. 

Udstillingen er kurateret af leder for Fotogalleriet i Oslo, Stephanie von Spreter, og blev vist i Fotogalleriet i Oslo i 2016.