Billedkunst

Breathing the Same Air, Nelli Palomäki

Ordrupgaard, 2013

At twenty-one, Nelli Palomäki, 2008.

At twenty-one, Nelli Palomäki, 2008.

Julia, Nelli Palomäki, 2010.

Julia, Nelli Palomäki, 2010.

Breathing the Same Air, Nelli Palomäki,
8.2.-4.4.2013 / Ordrupgaard, København

Nelli Palomäki har med sin unikke og konsekvente stil etableret sig som en af Nordens mest lovende unge fotografer. Hendes sort-hvide portrætter genkalder en tidligere æras portrætfotografi, men virker samtidig usædvanligt nærværende. Palomäki gør op med samtidsfotografiets fokus på fotografen frem for på den portrætterede og genskaber magien fra tidligere tiders portrætter. Hun besidder en unik indlevelsesevne, og hendes portrætter er gennemsyret af en oprigtig interesse i de portrætterede, der også bliver tydelig for betragteren. 

Breathing the Same Air på Ordrupgaard var Nelli Palomäkis første soloudstilling i Danmark. Samtidig med udstillingen af Palomäkis sort-hvide og klassisk udformede portrætter kunne man opleve særudstillingen Mary Cassat. Fransk-amerikansk impressionist på papir på Ordrupgaard. Selvom de to kunstnere er adskilt af mere end et århundrede, er der tydelige paralleller imellem deres tematikker. Mary Cassat fandt sin niche i intime skildringer af kvinder og børn, og man møder en lignende indlevelse i forskellige kvinderoller i mange af Nelli Palomäkis portrætter. 

Udstillingen blev kurateret af Timothy Persons fra Gallery Taik, og produceret af Ordrupgaard i samarbejde med Finlands kulturinstitut i Danmark og Gallery Taik. I forbindelse med udstillingen udgav Palomäki en bog med samme titel med et forord skrevet af Politikens kunstredaktør Peter Michael Hornung. Bogen er udgivet på forlaget Hatje Cantz.